Børnenes rammer

Indenfor har jeg et hyggeligt indrettet legerum med legekøkken, lego klodser, dukkehus, bObles tumblemøbler, legeskum, biler og alt muligt andet. Ved køkkenbordet tegner vi og laver andre kreative ting og sager.

Udenfor har børnene også god plads at boltre sig på. Her er der en sandkasse, et legekøkken, køretøjer, en rutchebane og et legehus. Vi har også fugle i et stort bur – de giver en dejlig fuglesang, og børnene holder af at kigge på dem. En stor del af haven er overdækket, og den resterende del får først sol hen på eftermiddagen, så børnene er godt beskyttet mod solens stråler.

Derudover er der mange forskellige legepladser i gåafstand, ligesom Hunderupskoven er lige om hjørnet.

Vores rutiner

8:00 Vores dag starter stille og roligt, og når alle er mødt, sætter vi os til bordet og ƒår lidt mad. Inden da er der musik, hygge og fri leg. Efter maden synger vi ‘tak for mad’ og de sange, som lige optager børnene.

9:00 Vi tager tøj på og går udenfor – også hvis det regner.
Vi leger i haven eller tager på tur. Det kunne være til Odense Zoo, børneteater i Eventyrhaven, legepladsen ved Fruens Bøge eller bare en frisk cykeltur.

11:00 Vi spiser frokost. Her serverer jeg forskellige madder, frugt og grøntsager på et fad, som børnene vælger fra.

11:30 - 12:00 Alle børn bliver puttet.

14-14:30 Vi spiser eftermiddagsmad – frugt og brød.

Resten af dagen læser vi bøger, hører musik og leger med det, der lige optager børnene.

Højtider

Jeg fejrer alle de danske højtider med kreative aktiviteter og snak om disse med børnene. I december laver vi eksempelvis julepynt og julegaver til forældrene, og til påske laver vi eksempelvis karsedekorationer.

Jeg arrangerer også passende aktiviteter i tråd med årstiderne. Om efteråret samler vi eksempelvis kastanjer og blade ind, som vi maler på.

Fastelavn fejrer vi også. Vi slår katten af tønden udenfor – uanset vejret. Børnene har en fest selvom det regner. Når børn stopper hos mig, mødes vi til et hyggeligt farvel-arrangement, hvor jeg har en lille gave til dem.